Det post-faktuelle samfunds hensigt

Written by Carsten on . Posted in Betragtninger

Mange tænker måske, at det er da helt for galt, at man ikke kan stole på noget som helst mere. At det meste der bliver sagt af eks. politikere ikke kan tages for gode varer, at man altid må forvente, at det ér eller bliver nok ikke helt som de har sagt det. Eller faktisk i mange tilfælde ér eller bliver slet ikke, som de har sagt det.

Vi ser det hele vejen rundt. Falske nyheder; Hvor kom den nu fra?

Så medierne, dem der skulle forestille at give os et blik af verden, som den ser ud lige nu, kan vi heller ikke stole på mere. Og det er også blivet meget tydeligt, at mange virksomheder kan vi heller ikke stole på mere. Mange er taget i karteldannelse og prismanipuleringer. Andre er taget i direkte svindel og fusk med deres produkter. Madsvindel, pynt eller falskning er blevet noget af det helt store. En efterforsker i Italien har udtalt, at mafien tjener mange flere penge på “mad-falsk” end på at sælge kokain.

Det siger da i den grad ikke så lidt :-O

Men hvorfor er det nu lige at det står så galt til med det hele?

Det skal vi op i et mere kosmisk, et mere overordnet perspektiv for at forstå. Vi skal op og se på det i et “jord-perspektiv”, vi skal se det i et menneskeheds- samt menneskeperspektiv. Vi skal se det fra en overordnet udviklingssynsvinkel for menneskeheden som sådan og det enkelte, individuelle menneske. Og det er særligt det sidste vi skal lægge mærke til; Det individuelle menneske.

For det er der det bliver helt tydeligt hvorfor, at tingenes tilstand er som de er. Det handler nemlig og det individuelle menneskes udvikling; faktisk helt konkret udviklingen af det individuelle i mennesket.

Vi kommer fra en lang epoke af tro. Måske er et bedre ord at bruge; Autoritetstro. Vi har en meget lang epoke bag os, men også stadig omkring os. Vi er faktisk stadig i den, om dog vi er i slutningen af den. Mange har bevæget sig ud over kanten af den og svæver nu i et slags ingenmandsland, hvor de ikke længere ved hvad de skal tro på. Og verden af i dag viser i den grad, at det er sådan det er. Konstant møder vi den ene såkaldte ekspert efter den anden, og det ville jo som sådan også være fint nok; Hvis bare de var enige!?

Men det er de jo ikke. Alle taler de i øst og vest om den samme ting – og gerne i munden på hinanden, så ingen kan høre hvad der reelt bliver sagt. De taler om den fuldstændigt samme ting, men med direkte modsatte meninger. Så ja, verden er af lave, hvad skal vi da mon stole på?

Ja, man kun jo lidt kækt sige; At vi kan da stole på, at vi ikke kan stole på noget som helst 😉

Og rent faktisk er det meningen med det hele. Meningen med hele dette cirkus af meningsforvirring. I ikke så meget gamle dage, var en ekspert stadig en der havde en mangeårig erfarring fra sit område, og med stor sikkerhed kunne udtale sig om tingene. Men sådan er det bestemt ikke længere. Faktisk lytter de fleste end ikke til dem mere. Og faktisk er en del af disse eksperter også taget i at fuske med resultaterne. Så hvad kan vi reelt stole på nu?

Ingenting.

Og det er fuldstændig meningen med det hele. Vi kommer fra en tros-tilstand og bevæger os mod en videns-tilstand, hvilket betyder, at vi ikke længere blot og bar kan tro på hvad andre siger; End ikke dem som vitterligt har erfaringen på området og rent faktisk ved hvordan tingene er og hænger sammen. Vi må selv vide det hele. Vi må selv være dem der har erfaringen og dermed virkeligt ved, at det er sådan det er, ved, at det virkeligt er sådan tingene hænger sammen.

I bund og grund kan man sige at det handler om autoritet, at autoriteten må hjem hvor den hører til; Nemlig hos os selv. Hvordan kan vi ellers vide noget med usvigelig sikkerhed? Nej vel, komplet umuligt. Vi må selv erfare det. Vi må selv opleve det. Vi må selv vide det. Men hvordan kommer vi dertil, hvis vi har ydre autoriteter, der fortæller hvordan det hele er og skal være. Hvordan kommer vi dertil, at vi selv begynder at søge efter de rigtige svar; Søger efter sandheden?

Det gør vi kun ved at opleve at vi ikke kan stole på noget som helst af hvad der bliver sagt omkring os. Intet som helst. Det er det eneste, eller rettere, det er irritationen over ikke at kunne stole på noget som helst, som får os til at begynde at søge sandheden. For ingen kan i længere tid holde ud ikke at vide hvad der er op og ned, vide hvad de skal eller kan forholde sig til. Hvad der vitterligt er sandhed, og som vi dermed kan bygge vort liv sikkert på.

For at opsummere, så handler det post-faktuelle samfund om, at vi skal lære at blive vores egen indre autoritet. Vi skal hver især helt selv lære livet og sandheden at kende. Vi skal blive individuelle, frie væsener der ved og som træffer selvstændige, frie og uafhængige valg baseret på faktuel viden og ikke fake-news 🙂

Vi må hylde det hele

Written by Carsten on . Posted in Betragtninger

Vi må hylde det hele, uanset om vi synes det er godt eller dårligt, om det føles behageligt eller ubehageligt – der er ganske enkelt ikke anden vej.

Alt andet vil kun give os problemer af en eller anden art. Så snart vi har en eller anden holdning for eller imod eller vi har en vurdering af om det er godt eller dårligt, er vi pludselig i et forhold med det vi oplever. Vi bliver bundet til det og bliver i en eller anden grad en del af selve oplevelsen.

Men hvis vi virkelig ønsker os fred i vores liv, virkelig ønsker glæde og velbehag – så er der ingen anden vej end at give slip på det hele. Give slip på at have nogen holdning til om noget er godt eller skidt, behageligt eller ubehageligt. Det har intet med at gøre at være ligeglad med det hele – men handler om at være lige glad (læg mærke til at der er mellemrum mellem “lige” og “glad”). – Altså netop være i fred med tingene som de er.

De er jo nu engang også som de er, tingene og oplevelserne. Det kan vi ikke lave om på. De ting der sker, de oplevelser vi har. De er sket, de er oplevet. Men det vi kan gøre; vi kan ændre på vores forhold til dem. Vi kan vælge at afbryde forholdet til dem. Vi kan vælge ikke at være bundet af dem ved ikke at tillægge dem en eller anden værdi.

Det har heller ikke noget at gøre med bare at skulle finde sig i alt muligt eller være i selskab med mennesker som ikke er gode for os. Det handler om ikke at blive en del af den oplevelse vi har med dem og handle på om det er noget vi har lyst til eller ikke lyst til. Nogen vil så mene at det er at tillægge noget en værdi, men det er det ikke. Lige nu har jeg ikke lyst til et glas æblemost, men det havde jeg i går og det får jeg også om nogle dage igen, måske allerede senere i dag. Men jeg værdisætter det jo ikke fordi jeg ikke har lyst til det lige nu – jeg har bare ikke lyst lige nu. Og det samme gør sig gældende med alt hvad vi oplever – er det noget vi har lyst til eller er det ikke noget vi har lyst til.

Det det inderst inde handler om, det er ikke at forbinde sig med om det føles godt eller dårligt, om det føles behageligt eller ubehageligt. Vurderingen er fin nok til at tage bestik af om kogepladen er tændt eller om den ikke er og så handle ud fra det. Skulle du så opdage at kogepladen er tændt og at den er for varm, så handler det bare om at flytte hånden og det vigtigste derefter; At flytte fokus.

Hvorfor? – Fordi nu har du flyttet hånden. Der er ingen grund til at give den værdisætning mere energi. Der er ingen grund til at være forbundet til den. Du har flyttet din hånd. Den har det ikke for varmt mere og bliver ikke brændt. Og det er det eneste vi skal bruge en vurdering til. Det er at handle ud fra den og så give slip på den. Ellers ender vi med, som det for det meste er, at vi binder en masse energi i den varme kogeplade – og hvad skal den lige der, når vi skal bruge den til at leve vores liv med og gøre ting som vi har lyst til og som giver os glæde og velbehag.

Misforstå mig nu ikke. Der er ikke noget i vejen med at føle glæde og velbehag. Problemet opstår når vi forbinder os med selve oplevelsen og oplevelsen af glæde og velbehag – for i det øjeblik har du bundet din oplevelse af glæde og velbehag til selve oplevelsen, så så snart oplevelsen er ovre, så er din glæde også væk.

Derfor er det vigtigt ikke at være bundet til selve oplevelsen og det den afføder i dig lige nu – nøjagtig lige som med æblemosten. Vi kan stå os to foran det samme bord med to glas æblemost. Du har lyst, men jeg har ikke. Du drikker dit glas og jeg drikker ikke mit. Det giver ingen forskel for dig og mig. Vi har det lige godt med det, vi føler det lige behageligt og om to timer, så er rollerne måske byttet om. Skulle du så pludselig føle lede ved et glas æblemost, blot fordi jeg nu pludselig har lyst til at drikke et? – Nej vel. Det giver jo ingen mening overhovedet. Du er jo lige glad for æblemost om du drikker den eller ej – du har blot ikke lyst lige nu.

Og det er det der er min pointe med ikke binde sig til en værdi af noget som helst, om det er en ting eller en oplevelse. Gør vi det, vil det altid være med risiko for at miste energi og glæde ved livet, og det eneste livet dybest set handler om; det er at leve i glæde og velbehag 🙂

Derfor må vi hylde det hele. Vi må på en eller anden måde fejre det hele – alt det vi oplever. Vi må være lige glade om vi så får et glas æblemost eller ikke. Det handler kun om at bruge vurderingen til at tage bestik af om det er noget vi har lyst til eller ikke og så handle på det. Det sjove er at vi faktisk mestrer denne del når vi kigger på enten en solopgang eller en solnedgang. Den synes vi jo er lige smuk. Men ved solnedgangen forsvinder solen og det bliver mærkt og koldt – men sjovt nok er vi lige glade 🙂