Carsten's Blog

Livet er faktisk noget helt andet end det vi til daglig ser, det er naturligvis en del af livet, og det er naturligvis en vigtig del af livet ligeså, men den ophøjelse til det som værende selve livet, og meningen med det hele, den fysiske materielle del, er meget forfejlet – det er næsten så langt fra hvad livet er som vi kan komme, faktisk har vi kun taget nogle få skridt i den “rigtige” retning, for faktisk er den fysiske materielle side af livet at betragte som den “døde” side ved livet – alt skabt har en begyndelse og en slutning, alt fysisk er skabt, og har dermed en begyndelse og en slutning – det er på “den anden side”, på skaberens side, at det virkelige liv er, og det er der vi virkelig har hjemme.

Naturligvis er den fysiske materielle verden ikke ligegyldig, den er en meget vigtig del af livet, og kan ikke undværes, den er i inderste essens redskabet for vore oplevelsessansers fornyelse – det lyder måske meget mærkeligt og utænkeligt, men for æoner af tid siden har vi siddet i et konstant “lys”, og der sker nøjagtig det samme som hvis vi sætter os til at stirre ind i 100 watts pære fra morgen til aften – vi bliver blinde – det er naturligvis en midlertidig foreteelse, men det samme gør sig gældende når vi har levet længe nok i den åndelige verden, og vi må tilbage i “mørket” for at få fornyet vort syn, blot er der her tale om alle vore sansers fornyelse, og ikke blot synssansen.

Det der som sagt er “problemet”, er at vi i vores materialistiske opfattelse er kommet afsted med en tro på at der kun eksisterer den fysiske verden, samt at der kun er dette ene liv, og set ud fra vort nuværende perspektiv, kunne det godt se ud til at være sandt – men i og med at vi vågner af vores “døs”, vågner af vores “sovende” tilstand, den fysisk materielle besættelse, bliver trætte af den umiddelbare meningsløshed vi vandrer rundt i, begynder vi at ane sammenhæng, vi begynder at ane orden i et tilsyneladende kaos, og ser at der faktisk er en dybere mening bag det hele, en mening som afslører sig mere og mere, jo mere vi retter vores nysgerrighed mod den, og vi vil til sidst begynde at forstå at den opfattelse vi har levet med i utallige inkarnationer, fremtræder mere og mere som en illusion, en illusion i den betydning at livet er så meget mere end det vi troede det var, at den fysiske verden, og den materielle vildfarelse kun er en meget meget begrænset del af selve livet, faktisk kun et meget lille udsnit deraf.

Naturligvis er alle de fysiske ting vi har i vores dagligdag for det meste nyttige, og det er heller ikke der “problemet” som sådan opstår, det er når vi havner så meget ved siden af os selv, at selve “tingene” bliver besættelsen, at det bliver selve det livet handler om for os – for da bliver livet til “døden”, “døden” fordi det kun handler om materielle “døde” ting – og som om det ikke er nok, så tager vores vildfarelse endnu et skridt i denne farefulde retning, vi bliver besatte af det fysiske, og de fysiske tings udseende, vi kaster nærmest i det sidste skridt her alt over bord, og falder på halen over det fordi det i vores opfattelse er “smukt”, “ser godt ud”, fuldstændig uden skelnen til indhold eller kvalitet – og her vi stort set så tæt ved det yderste punkt som vi kan komme – og det værste ved det hele, er at vi putter “mennesker” ind i denne “formel”, hvor vi ender med kun at vurdere dem ud fra deres udseende, intet andet, fuldstændig ligegyldigt hvilken personlighed eller evner og kvaliteter de har.

På vejen tilbage til livet, opdager vi som sagt noget meget mere interessant, vi opdager at der er en dybere mening bag det hele, vi opdager at det faktisk er den der er det afgørende, og ikke det fysiske materielle liv, de fysiske meterielle ting og deres udseende, vi opdager det virkelige liv bag de fysiske ting, og den fysiske verden, og vi glædes og begejstres – for en kort stund – ja, i starten for en kort stund, der er tale om et fokus og vaner opbygget gennem utallige liv, og det er som med alle andre “dårlige” vaner, det tager tid at lægge dem fra sig, og det tager tid at tillære nye – og vi må konstant være opmærksom på særlig vort EGO, det nyder i fulde drag at kunne veje “ting”, veje “menneskers” udseende, finde noget for bedre end noget andet, og som en anden konge bortkaste noget det ikke finder værdigt nok ..

Det er en tid hvor vi må være opmærksomme på hvad vores øjne fanger, hvad vi tænker, og hvorfor vi gør det, om det så er “smukke” kvinde eller mænd, biler, sko og tøj, huse, smykker og ædelstene, eller hvad det nu er vi er falden til besættelse af, og det er som regel flere slags “ting” på én gang – men hvad får vi ud af biler, sko og tøj, huse, smykker og ædelstene, samt alt det andet?? – kan det give os det vi virkelig mangler og søger, kan en “smuk” kvinde eller mand give os dette, blot fordi vi giver dem prædikatet “smuk”?? – kan de give os det nære møde, den varme og kærlighed som vi dybest set mangler og søger?? – Nej, det kan kun det virkelige møde mellem to “mennesker”, hvor det er den indre “værdi”, det der ligger bagved det fysiske udseende, bag den fysiske fremtræden – der hvor mødet sker på skaberens side, på livssiden – der finder vi det vi søger 🙂

Og ind til vi har fuldstændigt styr på det, og kan fastholde vort fokus på det der er det virkelige liv, og ikke blot det vi tror der er det, det fysiske, de fysiske ting og deres udseende, ind til da må vi hele tiden minde os selv om – at livet ikke er som det ser ud 🙂

Nu står vi her i den fysiske og meget materialistisk orienterede verden, hvor der stort set ikke findes andet end og krav og forventninger, vi farer rundt fra Herodes til Pilatus, vi aner knapt hvad der er op og hvad der er ned – og alt dette gør vi på baggrund af forventninger, og naturligvis er nogle af forventningerne vore egne, nogle er gyldige på baggrund af vort udviklingstrin, og gør dermed at det er som det skal være, andre, og dem som måske er de værste, er dem som kommer fra andre end os selv, dem som ligger som en svøbe over vores kultur og vores liv.

Alle forventningerne, uanset om de er vore egne eller andres, så stammer de fra den materialistiske opfattelse af at skulle opnå noget, at skulle blive til noget, opnå den og den status, blive “offer” for den og den ros eller dadel, og det er faktisk ligemeget hvilken form for opmærksomhed vi får ud af det, om det er den behagelige seen op til en, eller den ubehagelige misundelse, det er ligemeget, vi er mere end andre, og det kan EGO’et godt li’, det er faktisk det der driver det allermest i dag.

Og hvor vil jeg så hen med alt dette??

Jo, ser du, der er jo efterhånden nogle stykker som er ved at vågne op, og ligesom “se lyset”, at alt dette materialiste ræsen rundt efter sin egen hale, det er der ikke megen fornuft i, og slet heller hvis det er på andres foranledning, andres forventninger – det er et endeløst falsk begær, en unaturlig sult som kun fører mod afgrundens dyb, hvor stress, depressioner og andet “skidt” holder og venter på at slå klørene i os – vi er konstant sultne, bliver aldrig mætte, og halser bare afsted forbrændende masser af vital energi som ikke bliver genpåfyldt.

Så “ser vi lyset”, vågner op, “ser” at der faktisk er mere til end den fysiske verden, måske endda forstår at det faktisk er det primære som ikke er fysisk, og det fysiske som er det sekundære ved hele vores eksistens, ved selve livet, og vi kaster os fulde af lykkerus over vores nyopdagelse, vi kaster os ud i alle mulige bøger, foredrag, kurser, workshops og uddannelser for at få mere at vide, finde ud af mere om dette lykkebefordrende og rusgivende nye, og glemmer alt om hvor vi var for kort tid siden – men det har ikke glemt os ..

Sortseer tænker nogen måske, nu har vi lige fundet alt det nye og dejlige – og ja, det er da også fint, men vi har glemt hvor vi kom fra, vi har talenter og evner opbygget, næret gennem æoner af tid, inkarnation på inkarnation, lysende til perfektion, og lidt efter lidt går det op for os at “aben er flyttet med”, og forventningens helvede begynder at anes under overfladen, vi begynder måske at se en “finne” stikke op, og om kort tid vil vi se bæstet igen i fuld flor ..

Ja ja, alle er så kærlige og venlige i den såkaldte alternative og spirituelle verden, for måske mener vi at have “set lyset”, men vi har altså kun set en lille flig af det, og vi kan jo spørge os selv hvor vi kigger fra når vi kan “se lyset”, er det eneste sted hvorfra man kan “se lyset” fra, ikke “mørket”?, kan du se hvidt i hvidt, kan en maler male sit billede med hvid maling på hvidt lærred, og du kan se det? – nej vel – det er ganske vist at vi aspirerer mod “lyset”, men størstedelen af os befinder os stadig i “mørket”, og det er med det som baggrund at vi går “lyset” i møde, og med hele vores hovedsagelig materialistiske fundament, kaster vi os frådende ud i al den nye herlighed, blot for at opdage at forventningens helvede her lever i bedste velgående – nu er det blot på et nyt område EGO’et har fået sig plads at boltre sig på, nu har vi nye fine titler osv. vi kan “slå” hinanden oven i hovedet med, nu har vi nyt “guld og glimmer” vi kan bryste os med, nu har vi nye muligheder for anseelse, nye muligheder for at andre kan se op til os eller være misundelige på os – og atter er vi på vej mod afgrundens dyb, blot en ny afgrund, dog på et lidt højere niveau, men dog en afgrund, og hvor der igen venter stress, depressioner osv. på at slå klørene i os endnu en gang.

Der findes kun en vej væk fra denne afgrunds-kurs vi er på, og det er at vi må gøre op med dette forventningens helvede – der findes i bund og grund ingen forventninger til os, hvis man kan tale om at livet har en forventning til os, så er det blot at vi lever vort liv – ikke andet – der er ingen forventning om noget som helst, ingen forventning om at vi skal nå dit eller dat på den og den tid, intet som helst, og ved du hvad? – vi har hele det evige liv til det! – livet er evigt, der er ingen tidsramme på det, vi har masser af tid til at udfolde hvad vi end har lyst til, og det er faktisk det der er det altoverskyggende “Alfa & Omega” – at vi gør hvad vi har lyst til, at vi udlever vores lyst, vores helt egen personlige lyst, det er hvad livet i sin dybeste essens handler om – intet andet, intet mere, intet mindre 🙂

Det der menes med overskriften, er at vi har så meget fokus på det at blive svigtet at vi glemmer at kigge efter om svigtet gemmer på noget som faktisk er værre end selve det at blive svigtet – det er naturligvis ikke rart at opleve et svigt, men selve svigtet kan faktisk dække over noget som giver en værre følgevirkning end oplevelsen af selve det at blive svigtet – og ja, kombinationen bliver så eftrerykkelig cementerende af det der ligger gemt bag svigtet ..

Lad mig forklare hvad jeg mener ..

I midten af femte klasse skiftede jeg skole, og kom over på en skole med lidt mere utilpassede børn, som nogle vil udtrykke det, børn som ikke havde det nemt derhjemme, hvilket kunne have mange årsager, men børn som på den baggrund var mere hårde, grove, gjorde oprør, og på deres egen måde skreg om opmærksomhed og kærlighed – nok allermest det sidste – og det er måske nøgleordet hvorfor jeg havnede sammen med dem ..

Men dette skift af skole betød at jeg mødte en ret brutal og rå verden, og hvor jeg endte som den lille der blev mobbet, tævet og forfulgt når lejligheden bød sig – og tro mig, helvede er ikke et eller andet mærkeligt sted under jorden eller i en anden dimension, det er lige her på jorden, lige midt iblandt os – for jeg levede i det, jeg levede i tre år i det, fra midten af femte klasse og frem til midten af ottende klasse – og man ser virkelig dyret og EGo’et direkte i øjnene i børnehøjde, der ser man det nærmest i renkultur – er der et svagt “dyr”, så slår de stærkere ned på det, og det forfølges og fordrives – nu havde jeg, og har vi mennesker ikke den mulighed, for at blive fordrevet og stikke af, for når vi er “parkeret” i en skole, så kan vi ikke bare lige slippe væk, men må stå og se til hvordan de andre “dyr” frådende kaster sig over en ..

Det er naturligvis ikke en rar oplevelse, men værre er at da jeg kommer grædende hjem fra skole, der som 10 årig, og fortæller mine forældre at jeg er blevet drillet og mobbet i skolen, får jeg at vide – “det er da din egen skyld, det har du da selv været udenom” – de mennesker som i hele verden står en tættest, og som man burde kunne stole på som “sine allierede”, dem som faktisk har ansvaret for os som børn, har ansvaret for at passe på os, har ansvaret for at vi har det godt, drage omsorg og sørge for at vi kan føle os trygge i en stor “styg” verden, nøjagtig ligesom de små dyreunger bliver passet på af deres dyreforældre, forsvaret med næb og klør – men sådan var det ikke her, og min historie er langt fra enestående, og faktisk heller ikke det som det handler om ..

En ting er at blive mobbet og få tæv, og så blive svigtet når man kommer grædende hjem til sine forældre, men værre er selve årsagen til at man blev mobbet, at selve den bliver undertrykt, og den faktisk bliver cementeret af svigtet – for i og med at man bliver svigtet på den måde, så giver ens forældre jo faktisk forfølgerne ret i deres grund for at mobbe og tæve én, og dermed får vi/jeg at vide at det er os/mig der er forkert på den – for jeg fik jo at vide at det var min egen skyld, og at det havde jeg da selv været ude om ..

Og det at selve årsagen bliver undertrykt kan resultere i langt flere smertelige livsforkrøblende følgevirkninger end selve svigtet, selve det at dem man faktisk burde kunne stole på, at de ikke var der – det gør jo som sådan “bare” at ens gennerelle tillid til mennesker lider et knæk – og ja, det er da slemt nok, men i det her tilfælde hvor der ikke er tale om fysiske overgreb af nogen art, så er det at selve årsagen til at jeg blev mobbet, at den blev undertrykt,  faktisk værre, og særligt fordi det var mit udtryk, mig, der var udslagsgivende for selve mobningen, ikke at jeg opførte mig “dumt”, eller gjorde noget andet som jeg ikke burde have gjort ..

Jeg kom fra en skole hvor man åbenbart lærte mere af en eller anden grund, sandsynligvis fordi man på den skole jeg blevet overflyttet til, tog sig tid til at alle var med, og at der ikke blev “ladt nogen tilbage”, hvilket betød at jeg kom der og vidste mere end dem jeg kom i klasse med, og blev mobbet for det, jeg blev mobbet, tævet og forfulgt i tre år fordi jeg kom og vidste mere end dem jeg kom i klasse med, og fik prædikatet som “lille professor” og andre absolut ikke positivt mente “titler” – og hvorfor er det så så slemt ??

Det er det fordi, det at jeg blev mobbet på den baggrund, kommer hjem til mine forældre og får at vide at det er da min egen skyld – så giver de jo mine forfølgere ret, og indirekte fortæller de mig at jeg bare skal tie stille, hvilket også forstærkes ved deres egen udtalelse, da jeg ser at det heller ikke hjælper noget at sige noget, selvom de jo faktisk skulle være der for min skyld, og hjælpe og tage sig af mig – og det giver for mig at se en langt værre følgevirkning end det selve svigtet medfører, for jeg bliver jo undertryk i min egen udmelding på flere plan, uanset om det bliver ved den viden jeg har, eller om det bliver i forhold til de følelser jeg har i mig, og det virker for mig at se langt mere forkrøblende for ens livsudfoldelse end “blot” det at blive svigtet, overladt til sig selv – og ja, naturligvis kræver det en stærk psyke at blive overladt til sig selv, så man kan ikke pr. definition sige at det er som jeg fremstiller det her, og det er heller ikke det der er mit ønske med det, og ej heller at søge medynk eller lign., for alle de oplevelser jeg har været igennem, har jeg efterhånden et meget godt og afklaret forhold til 🙂

Det handler for mig langt mere om dybden i det her, at man når børn – og voksne for den sags skyld – bliver mobbet, at man husker lige at kigge en spadestik dybere og spørge, “hvorfor blev de mobbet?” – for det kan i mange tilfælde give værrere følgevirkninger end selve svigtet og mobningen – og i mit tilfælde har det betydet at jeg aldrig rigtig er kommet ud med min viden siden, selvom den i mange tilfælde har været nok så meget til hjælp, og jeg husker tydeligt i mine “nørd-dage” (år faktisk, fra jeg var 14 til jeg var 30), hvor jeg så de mest ubehjælpelige bøger der skulle forestille at lære mennesker om hvad en computer var, og hvordan de skulle forholde sig til den når den ikke gjorde som forventet, og særligt i forhold til nedbrud og lign., og jeg tog mange gange tilløb til at skrive noget som kunne forklare dem at verden faktisk ikke gik under, at der var mange muligheder for at redde deres dokumenter og anden vital data – men der skete ikke noget, jeg skrev ikke rigtig noget, selvom jeg vidste en masse som kunne gøre deres liv meget mere behagelige ..

Og hvor står jeg nu ?? – jeg står faktisk med andre bøger og artikler som gerne vil skrives, foredrag som gerne vil holdes, og det har jeg faktisk gjort i nogle år, nu handler det så blot om en anden viden jeg sidder inde med, og ikke tør formidle fordi jeg er opvokset med at jeg får tæsk, bliver mobbet, bliver udstødt, og indirekte får at vide at jeg skal tie stille, når jeg giver udtryk for noget jeg ved som kan hjælpe andre, gøre dem klogere på nogle ting, hjælpe dem videre i livet ..

Lige nu står jeg med den grundliggende kinesiologiuddannelse, jeg står med en akupressurteknik der kan løsne muskelspændinger og derved fjerne smerte, og bringe bevægelighed tilbage i led, jeg har en dyb viden og indsigt i sundhed og ernæring, både generelt og med udgangspunkt i min egen vandring med baggrund i Morbus Crohn og andre lidelser, en tidligere kærestes diabetes, samt diverse kurser hos afdøde Tue Gertsen og tre års egen-terapi og supervision hos samme, og jeg har en clairvoyant evne (klarfølelse) som læner sig op af samme område, hvor jeg føler fysiske og psykiske ubalancer og hvad der kan afhjælpe dem, jeg har evner for at heale og massere, og lave kombinationsbehandlinger på kryds og tværs af de forskellige evner, og jeg har via min egen personlige udvikling, både via kurser, terapi og særligt kinesiologien de sidste tre år, en dyb indsigt i mennesker, samspil og liv, mulighed for at give samtaleterapi også – og hvor meget bruger jeg det, hvor meget tør jeg give udtryk for ?? – ikke ret meget, kun når jeg bliver mødt direkte af nogle som har behov – hvorfor ?? – en grundliggende angst for mobning, tæv, udstødelse og isolation ..

Og jeg vil gerne igen lige fastslå at jeg ikke skriver dette for at få medynk eller lign., selvom det er en meget smertefuld historie, og en vandring som ikke er tilendebragt endnu – det er udelukkende skrevet på baggrund af den indsigt det har givet mig i at svigtet ikke altid er det værste man bliver udsat for, men at der nedenunder kan gemme sig noget som viser sig at have værre og mere langtrækkende konsekvenser for ens liv, og livsudfoldelse ..

Så kig lige et lag dybere når du står med en som har oplevet svigt – søg årsagen – og i det hele taget – søg _altid_ årsagen, det er der den rigtige heling finder sted 🙂