Vi har et så stort forkus på detaljerne, at vi helt overser helheden. Alle steder ses det. Lægeverdenen som jeg selv er i kontakt med grundet diagnosen Morbus Crohn, har så travlt med at finde en enkelt detalje som udløser denne sygdom – men den findes ikke, for det er et sammensurium af ting der gør det. Det er de “mange bække små, der bliver til en stor å” – svaret ligger ikke i detaljen, men i helheden.
Muligvis er nogle mennesker ved et skifte i bevidsthed fra materialistisk til spirituel, men “aben flytter med”. Der sker det samme igen. Kaos-teorien som udspringer af de kvantefysiske observationer af energien, har fremsat den berømte sætning, at skulle en sommerfugl blafre med sine vinger her, vil der på den anden side af kloden opstå en tsunami – igen et overdrevent fokus på detaljen.
En del mennesker har så overtaget denne og trukket den ned over alt hvad de oplever i deres liv, alt har meget stor betydning. Muligt nok har dette med at en sort kat der krydser din vej, bringer ulykke, bund i overtro, men princippet er det samme – et for stort fokus på detaljen. Ja, hvis du er dybt optaget af den kat, så mister du nærvær, og du vader måske lige ind i et skilt, og dermed tiltrak du dig selv ulykken.
Der hvor denne “historie” kommer ind, det er ved dette at forstå sine drømme. Jeg har i noget tid drømt en masse drømme, ligegyldige drømme uden reelt indhold, uden nogen mennesker jeg kender og dermed blottet for reference til det der kaldes dags-rester, men jeg er altid vågnet med en uro og angstlignende følelse i kroppen – helt uden forbindelse til drømmene, intet ubehageligt drømt, ikke noget direkte link i detaljen i de enkelte drømme. En god ven siger velmenende til mig, da hans kæreste interesserer sig meget for drømmetydning, at de har et budskab, jeg skal undersøge dem. Og her skrider læsset igen – for stort fokus på detaljen.
Det interessante er at jeg faktisk har fat i budskabet, det giver ikke mening for mig, jeg er bare ikke klar over det. Så vågner jeg igen med den samme følelse ovenpå nogle drømme som ikke har noget budskab i sig selv, ikke giver mening af nogen art, og jeg beslutter mig for at teste det kinesiologisk. Nu er det det begynder at blive interessant, for hvad jeg finder frem til, er at det er følelsen uforstående der skaber uroen og angstfølelsen, og nærmere undersøgelser afslører at det stammer fra da jeg var 10 år gammel, hvor jeg kom hjem efter at have flyttet til en ny skole og grædende fortalte at jeg var blevet mobbet. Det havde jeg aldrig prøvet før og det var naturligvis ikke en særlig behagelige oplevelse, men mine forældres respons var, at det havde jeg da nok selv været ude om, så det var min egen skyld.
Som du nok kan regne ud, var det et pænt stort chock for mig, og det var virkelig også en ko-vending, jeg havde aldrig oplevet dem være sådan over for mig før, og jeg husker tydeligt den osteklokke jeg havnede i, der var min verden derinde, og så var der den anden verden derude – og den kunne jeg ikke regne med, ikke stole på. Som 10 årig forstår de fleste ikke ret meget af livet og det gjorde jeg heller ikke, og når ens forældre pludseligt på denne måde vender sig mod en og trækker tæppet væk under fødderne på en, så er det pænt angstfrembringende – for pludseligt er dem der skulle være der og passe på dig, der ikke, de er faktisk hoppet over på fjendens side.
Koblingen i dette her, ligger i at jeg var fuldstændig uforstående over for hvorfor de opførte sig som de gjorde over for mig, og det gav mig angst fordi hele mit sikre fundament forsvandt som dug for solen under mig, og som 10 årig er der ikke meget i verden man kan klare selv, man er overladt til den.
Og nu giver det hele pludselig mening. En række drømme som i sig selv ikke bærer noget budskab og dermed ikke giver nogen mening og derfor efterlader mig uforstående og samtidig ledsaget af en følelse af uro og angst. Det var jo lige netop det der skete da jeg var 10 år, der opstod en situation som var mig komplet uforståelig og som skabte en fundamental angst i mig.
Og hele humlen i dette her, er at fokus på detaljerne, de enkelte drømme, ikke gav svaret og slet ikke kan det, for svaret ligger i helheden, det ligger i den følelse som skabes af drømmene samlet set. Alle drømmene gav ikke mening i sig selv, de havde ikke noget særskilt budskab, men samlet set var den røde tråd at de ikke gav mening, og dette var så fra da jeg var 10 år koblet til følelsen af uro og angst.
Min pointe er at dette for store fokus på detaljerne, gør at vi i mange situationer mister budskabet, vi ser det slet ikke – vi ser ikke skoven for bare træer. Du kan kun se en skov som skov, hvis du trækker dig på afstand af den og ser den som en helhed, ellers ser du bare en masse individuelle træer, nøjagtig som jeg så en masse individuelle drømme.
Så derfor hvis du oplever nogle af de samme ting igen og igen, så prøv at skabe lidt afstand til dem, se dem samlet set, se dem som en helhed – for måske ligger budskabet lige netop der 🙂