Vi har i snart årtier vidst at børn kopierer deres forælde, pigerne primært moderen og drengene primært faderen. De kopierer alt fra fysiske træk som at halte eller en bestemt måde at sidde ved bordet på, men også psykiske reaktionsmønstre kopieres, og faktisk skræmmende meget ned i detaljen.
Jeg var hos min kinesiolog for ca. et par måneder siden, hvor jeg selv fik syn for sagen, og faktisk i en grad som er ret overrsakende og faktisk særdeles skræmmende, og som bør vække til eftertanke hos enhver der har børn.
Vi ved fra forskningen hvor påvirkelige børn er når de op til syv år, hvordan alt bare tages ind uden filter og bare optages som sandheder om verdenen og livet, men vi er langt mere påvirkelige end dette, vi er faktisk påvirkelige meget længere op i alderen, og som teenager er vi stadig meget påvirkelige. Naturligvis skal det der sker, være af en kraftigere eller alvorligere karakter, da vi jo har dannet noget af vort eget selv og vor egen opfattelse af det hele.
Tilbage til min oplevelse hos min kinesiolog. Da jeg var 14 år, opdager jeg at min far er min mor utro, og uden videre omtanke, samler jeg beviser for det og afleverer dem til min mor – som i nok kan regne ud, så faldt dette nok ikke i god jord hos min far, ikke at han nogensinde sagde noget, men det har bestemt gjort sit til at hans kritik af mig fik en særlig skarphed.
Af en eller anden grund, så har jeg altid taget min mors parti, jeg har altid set at hun var den svageste af de to, og altid været beskyttende over for hende, hvilket jeg også var i denne situation – men hvad jeg ikke lige havde forventet, det var at jeg var så meget på min mors side, at jeg endte med at overtage hele hendes følelsesregister for det skete.
Et hav af følelser som intetværd, fastlåsthed og magtesløshed, presset, skamfuld, frustration samt et par andre stykker jeg ikke lige husker nu. Alle de følelser har jeg båret rundt på siden da, for jeg oplevede jo hvor ked af det og frustreret min mor var, og da jeg følte så meget med hende, indlevede jeg mig så meget i hende og det hun oplevede, at jeg råt kopierede alle hendes følelser.
Det er følelser jeg har båret rundt på i mange år og været underlagt psykisk, og faktisk har nogle af dem undret mig, for selvom jeg har fået forløst nogle oplevelser som har kunnet afstedkomme nogle af disse følelser, så kom de ikke ud af mit system, men blev der – og det viste sig pludseligt hvorfor.
Jeg har mange gange oplevet at gå væsentligt mere afslappet fra min kinesiolog end da jeg kom til ham, når vi har fået fundet nogle årsager til de følelser som har siddet fastlåst i mit system – men intet overgår dette. Jeg følte særligt en afspænding i min venstre side, altså den feminine og modtagende side, og sjovt nok har den voldt mig ret så mange problemer gennem de senere år, men pludselig blev det hele mere eller mindre forløst, og det var som om min krop rettede sig op i den side.
Vi har som sagt i årtier vidst at vi som børn kopierer en masse fysiske måder at agere på samt psykiske ligeså, men der er altså et aspekt mere, og det er at vi er i stand til at kopiere og overtage deres følelsesmæssige tilstande også – og det er ret så skræmmende, særligt når man kigger på at det her foregik i en alder af 14 år.
Så hvis der er ting, mønstre eller reaktioner ved dig selv som du ikke rigtigt forstår, så prøv at kigge efter dem hos dine forældre og husk at tage deres indre følelsesmæssige tilstande med, kig på hvordan de hver især har følt sig, se om der er nogle sammenhænge med dig selv, og kig da efter om du har nogle oplevelser i dit eget liv hvor de evt, kunne stamme fra. Kan du ikke finde nogle der lige springer i øjnene, så kan du have kopieret dem fra en af, eller begge, dine forældre, hvilket så gør at du også skal granske hvilke stærke oplevelser du har haft, hvor du evt. kan have involveret dig for meget.
Det er naturligvis noget der er meget svært at gøre selv, sådan rigtigt i dybden, men noget kan vi godt gøre selv, og blot det at blive bevidste om det, kan skabe ikke sjældent store forandringer.
Jeg er meget tilhænger af kinesiologien, fordi at man med den er i stand til at smutte bag om sindet og ego’ets kontrol og få direkte svar fra kroppen om tilstanden. På den måde kan vi ikke snakke udenom, vi kan ikke bilde terapeuten en historie ind, men må krybe til korset – det interessante i den forbindelse, er at vi faktisk ikke på den måde kommer til at krybe til korset, for det sker uden om sindet, det sker uden om ego’et, så de samme angst-mekanismer ikke sættes i værk på sædvanlig vis, og dermed får du ikke den samme angstfulde oplevelse som hvis du talte om den og på den måde nærmest genoplever den.