Nogle tror at blot vi ikke går i krig og skyder med kugler og kanoner, eller smider med bomber – så bærer og bruger vi ikke våben – andre tror at blot vi ikke brokker og beklager os, hidser os op og skriver klager over dit og dat til både den ene og den anden myndighed – så bærer og bruger vi ikke våben – men intet er mere forkert.
Selv når vi “blot” tager til genmæle over for vore medmmennesker, måske endda over for fejlagtige påstande mod os – så bærer og bruger vi våben – det mindste vi blot vender os mod vore medmennesker og taler imod det de siger, måske endda med rette – så bærer og bruger vi våben – alle steder hvor vi i uenighed forsøger at få modparten til at forstå hvorfor vi ser tingene som vi gør – så bærer og bruger vi våben – alle steder hvor vi ender med at sende argumenter frem og tilbage mellem hinanden – så bærer og bruger vi våben – længere er den ikke.
At bære og bruge våben er at skabe krig – og vi skaber krig på så mange områder i vores liv, ikke alle på samme område, og ikke alle på alle områder – vi har hver især vores områder hvor vi ikke er færdige med krig, og hvor vi nærmest dagligt skaber den – og et af de helt store områder i dag er krigen på meninger og opfattelser.
De fleste af os har lagt våbene ned i fysisk forstand, vi har lagt de våben ned som fysisk kan dræbe andre levende væsener, i hvert fald når det kommer til andre levende “mennesker” – nogle af os har også lagt de våben ned hvor vi farer i blækhuset og skriver den ene klage efter den anden, enten til naboen, firmaet, myndigheden eller avisen som læserbrev, ja, og specielt her på nettet nu hvor interenettet virkelig er blevet hvermands eje – der skaber vi krig i stor stil.
Blot fordi vi har lagt de fysiske våben ned er vi ikke færdige med at kæmpe – de fleste er blot blevet så humane at de ikke fysisk kan slå “mennesker” ihjel mere – men vi tror stadig at vi skal kæmpe for vores ret – vi tror stadig at vi skal overbevise og omvende andre “mennesker” fordi de har en anden mening og et andet syn på livet end os – vi tror stadig at det er os der har ret og de andre der ikke har – men hvad tænker de andre mon ??
Krig og kamp er smerte vi påfører andre – det har intet med næstekærlighed at gøre – og der hvor vi ikke påfører andre kærlighed, der kan vi heller ikke forvente at opleve kærlighed – selv der hvor vi på argumenter kæmper, skaber vi smerte, ikke kærlighed – hvordan skal vi nogensinde forvente et kærligt og glædesflydt liv hvor vi skaber smerte ??
Vi høster hvad vi sår – vi kan ikke så bønner og forvente at høste gulerødder – vi kan ikke så krig og forvente at høste fred – hvis vi vil høste kærlighed, må vi så kærlighed – hvis vi vil høste glæde og harmoni mellem hinanden, må vi lade være med at gribe til modargumenter hvis vi føler os trådt for nær – vi er virkelig mere end nogensinde nødt til at lære at praktisere “at vende den anden kind til” for “den som ombringer ved sværd, skal selv ombringes ved sværd“.
Hvis vi vil føle glæde, lykke og kærlighed, hvis vi vil leve et liv i fred og harmoni, findes der ingen anden vej – vi må lægge vore våben ned.
Jammen skal jeg så bare finde mig i alt ??
Ja, og Nej – og ja, nu er du forvirret, men det er faktisk ikke så kompliceret igen.
Ja – du skal finde dig i alt på den måde at du ikke griber til kamp, at du ikke griber til våben og forsøger at forsvare dig – for da er du tilbage i den gamle rille igen – modstand avler modstand, og krig avler krig.
Nej – fordi du har et ansvar for at passe på dig selv – underkastelse er ikke en næstekærlig handling, det er en af martyriets sider som spiller på “hav medlidenhed med mig” – du har ansvaret for din krop og dit eget velbefindende – du har ansvar for at sig nej, og nej tak, og så vende dig og gå din vej – det er fudstændigt misforstået at du på den måde skal finde dig i alt hvad du bliver udsat for, for det skal du på ingen måde – du må bare ikke gribe til modhandlinger, men du må meget gerne sige fra og gå din vej – det er næstekærlighed – for du har ansvaret for dig selv og din krop, dit fysiske og psykiske velbefindende.