Det er sjovt den måde hvorpå vi definerer liv, hvad vi betragter som liv, og hvad vi ikke betragter som liv – og den måde vi betragter det vi betragter som liv, som forskellige former for liv, at det er meget separate og adskilte former for liv – uden ligeværd.
Og intet kan være mere fejlagtigt – Martinus beskriver det så godt i sin bog Logik, kap. 26, side 76 i slutningen af sidste afsnit, og side 77, sidste afsnit:
“…Deres Livsprincip er det samme, men dets Udfoldelse foregaar i forskellige Variationer hos de nævnte Væsener. Og det, vi i den daglige Tilværelse kalder Artsforskel mellem de levende Væsener, udtrykker saaledes ikke nogen som helst Artsforskel, men er derimod kun Udtryk for den særlige Variation af Livsprincippet, der kommer til Udtryk gennem dette eller hint paagældende Væsen, der er Genstand for vor Observation eller Iagttagelse. Løven har saaledes sin Maade at udtrykke sig paa, og Lammet har sin, Planten har sin, og Mennesket har sin. De levende Væsener har alle hver deres særlige Maade at udtrykke eller manifestere deres specielle Sejr over Tilværelsen paa.”
…
“Men gør det nogen Forskel, at Variationen i Livsevnens Udfoldelse er saa stor mellem det “Noget”, vi kalder “Menneske”, og et andet “Noget”, der udfolder Livsevnen, at dette sidste “Noget” ikke behøver at have “Hænder” eller “Fødder”, ja, ikke engang behøver at have “øjne” eller paa anden maade blot tilnærmelsesvis i Legemshenseende behøver at ligne et Menneske for at manifestere sig? – Er det ikke, trods dette, ligesaa godt fremtrædende som et levende Væsen som Mennesket? – Forskellen er jo blot denne, at det er Specialist i Udfoldelsen af en anden Variation af Livsevnen end Mennesket, en Variation hvor den menneskelige Legemsform ikke er nødvendig, ja, ligefrem umulig. – Men hvad skal vel ogsaa Syersken med Smedens Forhammer? – Og hvad skal Klaverirtuosen med Tømmerens Økse? Og hvad skal en Regnorm med et Menneskelegeme? – De levende Væseners Legemer er kun Redskaber for Muliggørelsen af Udfoldelsen af den særlige Variation af Livsprincippet, de hver især har til Speciale. De samme Væseners ydre Udseende er altsaa ikke Udtryk for den virkelige Væsenkærne, det virkelige guddommelige “Noget”, der udfolder Livsevnen. Det, vi kalder “Menneske”, det, vi kalder “Dyr”, det, vi kalder en “Fugl”, eller det, vi kalder en “Fisk”, er saaledes i Virkeligheden ikke det guddommelige “Noget”, “Jeg’et” eller Væsenkærnen, men kun dennes Udfoldelsesredskab. “Mennesket” saavel som “Dyret”, ” Fuglen”, “Fisken”, “Planten” o. s. v. er udgørende Redskaber, hver især konstrueret specielt til Muliggørelsen af hver sin særlige Variation af Livsprincippets Udfoldelse. Og dette er saaledes Aasagen til de levende Væseners Legemers indbyrdes store Forskelligartethed.”
Vi er åndelige væsener der for tiden oplever i den fysiske verden, og det har ingen betydning om vi har det ene eller det andet udtryk, om vi har det ene eller det andet udseende, den ene eller den anden krop – vi er alle samme åndelige væsner der oplever livet i den fysiske verden – blot på forskellige måder.
Det svarer til at når vi i barndommen leger hund, kat eller et andet dyr, og endda har dragter at udklæde os i så vi ligner et “rigtigt” dyr – eller når vi på scenen på teatret udklæder os som forskellige mennesker, både som mand og som kvinde, som prins og prinsesse og sågar udklæder os som træer og blomster, eller som månen eller solen – og samtidig prøver at indleve os i “deres” verden, og hvordan det må være.
Dette er blot en sekundær og tænkt oplevelse – hvorimod livet er en primær oplevet tilstand, hvor vi prøver at opleve livet som både “planter” og “træer”, som “dyr” og “mennesker” – og på egen hånd oplever den fysiske verden gennem deres sanser, deres oplevelsesevne, den særlige måde de oplever livet på.
Så på den måde bliver det tydeligt at der ikke findes forskellige former for liv, men kun forskellige udtryksformer for liv – der findes kun én form for liv, som udtrykker sig på mange forskellige måder.
Og dermed bliver forbundetheden med hinanden også tydelig – vi er et hold der spiller livets teater, vi har hver vores rolle, vi spiller hver vores del – men vi er i udspringet fuldstændig ens – nøjagtig som når vi “mennesker” spiller et teaterstykke på en scene for andre “mennesker”, og hvor vi hver især har vores helt særlige rolle, med hver vores helt særlige kendetegn.
Vi er allesammen udtryk for den samme form for liv, blot udtrykt på forskellige måder – og er dermed alle ligeværdigt liv – som livsform er vi alle ligeværdige, uanset om vi er “plante”, “dyr” eller “menneske” – der er ingen forskel – vi er allesammen den samme form for liv, der blot oplever på vidt forskellige måder.