Hvor har vi uendelig travlt med at tro at vi altid ved bedst, lige meget hvad vi bliver stillet overfor – men hvor er det pudsigt hvor mange gange det går galt for os – hvor mange gange vi “slår hovedet ind i en mur” fordi verden, livet, virkeligheden ikke lige så ud som vi havde tænkt os, eller opførte sig som vi havde forventet.
Og hvor har vi høstet megen smerte på den konto, smerte som vi for en stor dels vedkommende kunne have undgået, hvis vi blot havde lagt vores EGO på hylden og lyttet efter – hvor mange gange har vi ikke stået og tænkt, “den fikser jeg da lige”, og resultatet bare blev værre end det var før – altsammen fordi vi mente at have gennemskuet det hele, lige regnet den ud, lige vidste hvordan den skulle kringles – men nej, atter igen var muren der.
Det er godt at vi har vilje og lyst, det er godt at vi vil noget, det er godt at vi har lyst til noget, lyst til at gøre noget – men der mangler tit realisme – vi kommer tit til kort fordi vi mener os klogere end livet – for livet kender altid sandheden – livet vil altid læse korrektur på vores handlinger – og det vil altid føre til smerte ikke at stå med samme slutresultat som livet gør, når regnskabet gøres op – det er uundgåeligt.
Jo før vi kommer frem til den erkendelse at livet ved bedst, jo bedre, og jo bedre vil vores liv komme til at udforme sig, og jo mindre smerte vil vi møde – det er iøvrigt meget paradoksalt, for vi vil for alt i verden undgå smerten, men vi vil ikke høre efter så vi kan undgå den – livet giver os så mange tegn, livet giver os så mange vink med en vognstang, specielt for i hvilken retning vi ikke skal gå, men vi ser det ikke – vi er blinde, vi er uvidende, vi fatter ikke at det ikke er meningen at der skal være al den modstand – modstand på den retning vi bevæger os i.
Men naturligvis er det nødt til at føles sådan til et vist punkt i vores udvikling, indtil vi begynder at vågne op, begynder at se, se at det hele ikke bare er en meningsløs uretfærdig kamp for at overleve – se at vi har et valg, at vi ikke bare er døde brikker der skubbes rundt med i ren “tilfældighed” – men at der faktisk er en mening, og at der er sammenhæng i det der sker, i det vi oplever, og at vi faktisk er en del af det – og at vi faktisk har en hel del at skulle have sagt.
Pointen i det hele er at være opmærksom på den modstand vi møder, hvilken karakter den har – for det er nemlig ikke sådan at blot fordi vi møder modstand ved at gå en vej, at vi så ikke skal gå den – næ nej, det er ansvarfraskrivelse i den helt store klasse, for det er at flygte fra smerten, at flygte fra udviklingen, at flygte fra livet – karakteren af modstanden, samt styrken af den, er afgørende for om det er fordi vi ikke skal gå den vej vi er på vej til.
Et eksempel kunne være at du har skrevet en mail til en eller anden, du skal til at sende den, men af en eller anden grund kan du ikke, der går et eller andet galt, serveren er nede, din PC låser, eller noget helt tredje – men det behøver nødvendigvis ikke at betyde at du ikke skal sende mailen, det kan være du skal kigge lidt efter hvad det er du har skrevet, hvordan du har skrevet det, om det er i kærlighed, om noget er skrevet i vrede eller forurettethed – der er rigtig mange små detaljer at tage i overvejelse når vi møder modstand – end lige netop, “nå, så er det ikke meningen at jeg skal sende den mail” – nej, du skal måske bare lære at udtrykke dig kærligt.
En anden ting kunne være at du er på vej ud af døren til en jobsamtale, først “knækker” dit snørrebånd måske, du kommer ud og opdager at din cykel er flad, der kan ske flere ting hvor livet prøver at gribe ind for at fortælle dig noget – men det behøver ikke betyde at det job ikke er noget for dig, at du skal ringe og melde afbud til samtalen, og søge noget andet – det kan være du blot har glemt nogle vigtige papirer, måske glemt en nøgle, glemt dit tog-kort, der kan være mange andre grunde end lige netop at det hele skal forkastes.
Det er rigtig nemt at gøre en fjer til fem høns – og det skal man passe på med – gå detaljerne igennem for det du har tænkt dig der skal ske, er der noget du har glemt, noget du har overset, handler du i kærlighed, hvad er dit motiv, osv. – føl efter om det føles rigtigt, både enkeltdelene og helheden af det du har tænkt dig at føre ud i livet – og du vil meget ofte opdage at det blot er små justeringer der skal til før at du kan sende mailen, tage til den jobsamtale, eller hvad det nu kan være du skal.
Og sidst, men måske allermest handler det om tillid, tillid til at livet vil os det bedste – for det vil det faktisk – hvor mange gange har livet ikke tvunget os til at give slip på noget, hvor vi bagefter har stået og tænkt, “hold da op, det her er da meget bedre” – og har vi ikke også opdaget tilstrækkeligt mange gange at vejen vi da går er mere smertefri, der er mindre modstand, der kan måske ligefrem være medvind, vi kan møde en masse nye mennesker som kan hjælpe os så det hele kommer til at gå som en leg 🙂
Vi har så megen vilje, men vi har blot ikke forstand og indsigt til at bruge den rigtigt, og vi mangler indsigt i livet, vi mangler overblik, vi kan ikke se den sti vi skal betræde for vi kender den ikke – men ved at lytte til livet, lytte til de små vink og tegn det hele tiden giver os – da kan vi gå den rigtige vej, den mindst smertefulde, og den mest glædesfyldte og herlige vej – “Fader, ske ikke min, men din vilje“.